El-cykler letter hjemmeplejens arbejde

 

 

I Aalborg har kommunen købt el-cykler til hjemmeplejens personale. Det giver mindre trætte medarbejdere og sikrer dyrebare minutter

 

Den travle hverdag som hjemmehjælper betyder, at personalet i Aalborg Kommune kun har fem minutter til at komme fra borger til borger. Det er stort set umuligt at nå på en almindelig cykel, og derfor køber flere og flere afdelinger i kommunen el-cykler. På den måde indhenter hjemmehjælperne vigtige minutter i løbet af en arbejdsdags.

 

"På en almindelig cykel tager det mig måske syv minutter at komme fra a til b. Med el-cyklen tager det fire minutter. Og det er altså ret vigtige minutter, for ellers går det ud over den hjemmepleje, vi yder," fortæller Mette Dakno, social og sundhedshjælper. Hun er en af de hjemmeplejere i Aalborg Kom-mune, som er glad for at kunne køre rundt til borgerne på cykel med lidt motorhjælp. 

 

Ikke nær så trætte

For de ansatte i hjemmeplejen er det normalt at cykle 25-30 kilometer om dagen. Det gør ganske enkelt personalet fysisk trætte. Ifølge stedfortrædende afdelingsleder i Aalborg Hjemmepleje, Tina Davidsen, er det en af årsagerne til, at el-cyklerne er så populære blandt medarbejderne. "Om morgenen slås personalet for at køre på el-cyklerne. Med årene er afstanden mellem borgerne blevet større, samtidig med at vi skal være hurtigere fremme. Så det er klart, at en hjælpemotor på cyklen er attraktiv," siger Tina Davidsen. Hun fortæller desuden, at kommunen vil købe flere el-cykler, så snart der er penge til det.